Det grønne bord: Royce Da 5'9" - Success Is Certain

Man må sandelig sige at det gået hurtigt for Royce da 5’9” her på det sidste, som først nu – efter godt og vel 13 år, er begyndt at få den eksponering, som han så desperat har eftersøgt. Hvad der startede som en genforening med sin gamle ”Bad Meets Evil” makker, udviklede sig hurtigt til en kontrakt mellem hans gruppe Slaughterhouse og Shady Records, og dernæst til en spontan EP udgivelse mellem ham selv og Eminem. Den fornyede vind i sejlene er da bestemt heller ikke gået Royce’s næse forbi, idet drømmen om mainstream succes endelig ser ud til at være inden for rækkevidde, hvilket da også giver sig til udtryk i titlen ”Success Is Certain”.



På den ene side kunne Royce have valgt at lave en ultra kommerciel plade, med det obligatoriske Bruno Mars/Rihanna track og et selvhjælps/terapi track, med en råbende Eminem, det har han ikke gjort – og det er jeg da personligt glad for han undlod. I stedet har Royce valgt at lave et straight-up no bullshit rap album, med få gæster og hårde rim, bakket op af de bedste producere fra over og undergrunden, i form af blandt andre DJ Premier, Nottz, Alchemist og Mr. Porter. Umiddelbart lyder det jo meget fornuftigt på papiret, men i praksis er Royce da 5’9” stadig låst for meget fast af sin egen fortid, som ender med at præge alt for store dele af albummet.



Royce er uden tvivl én af de bedste lyrikere pt., men han har stadig alt for travlt med at redegøre for sin turbulente karriere, og hans fans – som dette album tydeligvis appellerer mest til, har allerede hørt historierne hundredvis af gange før. Numre som ”Merry Go Round”, ”E.R.” og ”I Ain't Coming Down” tilfører absolut intet nyt til Royce da 5’9” historikken, og kan højest kategoriseres som middelmådige. Dette gør sig gældende for det meste af albummet, hvor selv DJ Premier tracket lyder som ren auto-pilot – både rapmæssigt og produktionsmæssigt.

Enkelte lyspunkter er der dog på albummet, hvor det i særdeleshed er numre som ”Security” og ”Writer’s Block” med Eminem og "I've Been Up, I've Been Down", som hiver helhedsindtrykket op. Førstnævnte – ”Security”, er uden tvivl albummets absolut bedste track, og fungerer som en hyldest til Proof, bakket op af en fantastisk Mr. Porter produktion. I gamle dage ville disse to tracks alene have retfærdiggjort et køb af albummet i sig selv, nu vil jeg bare anbefale man køber numrene på iTunes og tjekker op for resten på Youtube.

Der er måske ikke nogle decideret dårlige numre på albummet, men de middelmådige fylder til gengæld en overvejende del af albummet. Derfor bliver det næppe med dette album, at Royce sikrer sin fremtidige succes, i den forstand er det simpelthen en alt for kedelig udgivelse, som hverken kommer til at indfange nye fans, eller leve op til de gamle fans' forventninger, og det er en skam at han forspilder denne chance for at vise hvad han virkelig duer til, når han pludselig skal agere hovedperson.