Det grønne bord: Paul Wall - Politics as Usual

Paul Wall er en af de kunstnere som er lidt svær at gøre sig klog på, på den ene side kan han løfte et ellers kedeligt nummer til nye højder, med et velplaceret og veludført vers, men på den anden side så har han haft meget svært ved at bryde fri fra dette på sine egne albums, som desværre aldrig rigtig har kunnet løfte sig over det middelmådige. Og med 5 albums bag sig siden 2004, er det bestemt ikke fordi han ikke har haft mange chancer for at lave et ordenligt helstøbt album.

Nu står man så med hans sjette udgivelse på bare syv år, og så endda kun et halvt år siden hans "Heart of a Champion". "Politics as Usual" er dog ikke et nyt album i den traditionelle forstand, men mere en art mixtape med "a collection of freestyles, previously unreleased tracks and `favorites´from Heart of a Champion, as reinterpreted by Watts".

Netop ovenstående Watts - eller DJ Michael `5000´ Watts, som er en legendarisk "chopped-n-screwed" mixtape DJ, er en integral del af albummet, hvor hvert enkelt nummer er mixet sammen med elementer fra chopped-n-screwed stilen, og giver albummet en klassisk mixtape sammensætning med en helt utrolig veludført musikalsk rød tråd, hvor hvert eneste nummer bliver smeltet sammen helt perfekt og spilletiden på en lille time nærmest flyver af sted.

Denne form for mixning - om man vil, betyder dog også at en given kunstner er tvunget til at have nogle virkelig solide skæringer, hvis han vil gøre sig nogen forhåbninger om at skille sig ud, og det er virkelig her albummet begynder at have sine mangler. For Paul Wall formår simpelthen ikke at fange lytteren i særlig lang tid, før albummet stille og rolig bevæger sig hen som underlægningsmusik, og så hjælper det overhovedet ikke at hans emner hovedsageligt centrerer sig omkring én ting.

"Scared Money", "I Gotta Get It", "Dripped Out", "Still On", "Refund", "Paper Chasing", "Keep On Pushin" og "Caked Up", handler ALLE om at tjene penge, have penge, hustle for penge, bruge penge... you get the point, og det bliver meget hurtigt meget slidt, især hvis man dertil lægger at det faktisk konstituerer halvdelen af hele albummet. Lad det dermed ikke være sagt at der ikke er nogle gode numre iblandt, hvor især "Refund" skiller sig ud som en ærlig fortælling om pengenes skyggeside og "I Gotta Get It" og "Keep On Pushin" bare er nogle veludførte numre, med rigtig lækre produktioner, som virkelig viser Paul Wall når han er aller bedst.

Resten af albummet er en rimelig blandet landhandel, med en del mislykkedes koncepter, hvor det især er forsøgene ud i de lidt hårdere bangere der for det meste fejler. "My City" lyder som et utrolig dårlig forsøg på Ushers "Yeah!" og på numre som "Fly" og "Pressing Buttons" formår Paul Wall på ingen måde at komme ud over beatet, og det er da også på de lidt mere mellow numre at han får chancen for at skinne lid. Ud over de førnævnte "Keep On Pushin" og "I Gotta Get It" er det i særdeleshed "Daddy Was'nt Home", som virkelig viser Paul Walls evner til at flyde helt perfekt over et dejligt laid back beat, men det er desværre ikke nok.

For selvom albummet har en overordnede laid back vibe, som redder det fra den totale fiasko, hvilket i høj grad må - og skal, tilskrives DJ Watts' evner til at kæde alle numrene sammen i et dejligt mix, så er det slet ikke nok til at gøre det særlig interessant for andre end hardcore Paul Wall fans.